Anmeldelser

Knob Creek Bourbon NAS vs. 9-year

Vi har tidligere anmeldt 5 forskellige udgaver af Knob Creek (KC) og leverede i denne forbindelse – sædvanen tro – en beskrivelse af historien bag mærket. Hvis du ikke allerede har læst denne anmeldelse, så kan du med fordel læse den først. Du kan finde linket her.

Da Jim Beam sendte KC på markedet i 1992 blev den lanceret som en 9 år gammel Bourbon – og denne aldersbetegnelse fortsatte indtil 2016 hvor angivelse af alder blev fjernet fra etiketten. Produktet var nu et såkaldte ”NAS” produkt, som står for ”No Age Statement”.

Årsagen til at dette skete var, at Jim Beam simpelthen ikke kunne følge med i efterspørgslen og da det som bekendt tager 9 år at lave en 9 år gammel Bourbon, så stod man altså nu med det klassiske dilemma: Skal vi bibeholde de 9 år og så levere langt færre produkter end kunderne ønsker – eller skal vi hælde yngre whiskey i for at kunne følge med i efterspørgslen?

Det var præcis dette dilemma som mange producenter stod med på dette tidspunkt og jeg vil også selv vurdere, at det ikke var nogen nem beslutning; Hvis de bibeholdt årsangivelsen, så ville den almindelige markedsøkonomi – hvor efterspørgslen er langt højere end udbuddet – føre til markante prisstigninger. Det lyder jo umiddelbart som en måde at tjene flere penge på, men den højere pris kunne jo også skræmme en masse stamkunder væk. Omvendt ville en fjernelse af aldersbetegnelsen gøre det muligt at levere det samme antal produkter (og i princippet flere) og ikke mindst holde den samme pris – men man ville jo samtidigt risikere, at kvaliteten dalede når der kom yngre whiskey i.

Jim Beam valgte som sagt den sidste mulighed og KC Bourbon blev altså NAS i 2016. De var ikke alene om at gøre dette i de år og af de mere kendte produkter der overgik til at blive NAS kan kort nævnes:

  • Elijah Craig (tidligere 12 år)
  • 1792 (tidligere 8 år)
  • Basil Hayden’s (tidligere 8 år)
  • Noah’s Mill (tidligere 15 år)
  • Rowan’s Creek (tidligere 12 år)
  • Jim Beam Black (tidligere 8 år)

Der er mange flere – men dette er nogle af de mere kendte mærker.

Ovenfor kan du se de 4 udgaver af etiketdesignet der har være indtil videre; Den første er den oprindelige. Den anden er der hvor 9-års age statement forsvandt – og hvor det blev et NAS produkt. Den tredje er blot en visuel ændring, da alle KC produkter i 2019 overgik til dette design. Og til sidst den fjerde (og nuværende) hvor de 9 år er tilbage.

Og hvor meget yngre blev whiskeyen så i KC i 2016? Jim Beam har aldrig oplyst dette, men jeg gætter på, at den droppede til 6-8 år, så lad os bare mødes i porten og sige 7 år.

En ting er sikkert: Den er mindst 4 år gammel. Og hvordan ved jeg så lige det? Det ved jeg, for det er ulovligt at sælge en NAS whiskey i USA der er mindre end 4 år gammel. Lad os i denne forbindelse lige gennemgå reglerne for aldersbetegnelse af f.eks. Bourbon:

  • Der er INGEN krav til hvor gammel en Bourbon skal være – og den kan i princippet været lagret i ét sekund. Der findes faktisk en Bourbon (Pabst Blue Ribbon) der kun er lagret i 5 sekunder – tror dog de fleste opfatter dette produkt som en joke.

  • Hvis man til gengæld skriver ordet ”Straight” på etiketten, så skal den være lagret i mindst 2 år.

  • Hvis man skriver ordene ”Bottled-in-Bond” skal den være lagret i mindst 4 år.

  • Hvis man skriver en stats navn på etiketten (f.eks. ”Kentucky Straight Bourbon”), så skal den være lagret i mindst 1 år og 1 dag i den pågældende stat.

  • Hvis man har en aldersbetegnelse på etiketten, så skal den yngste whiskey der er brugt til produktet være mindst lige så gammel. Med andre ord: Hvis en flaske består af 699,9 ml 12 år gammel whiskey og 0,1 ml 3 år gammel whiskey, så skal der stå 3 år på etiketten. Det er dog lovligt at skrive, at det er et blend af 3 og 12 år gammel whiskey.

  • Hvis der IKKE er nogen aldersbetegnelse på etiketten, så siger reglerne, at den skal være mindst 4 år gammel. Og det er derfor at jeg skråsikkert kunne udtale mig om, at KC NAS er mindst 4 år gammel.

Anyway …

Er det så en endnu bedre Bourbon man får, nu hvor de 9 år er kommet tilbage på etiketten? Ja, det er jo det store spørgsmål og det der måske er mest interessant for dig som forbruger.

For at være helt objektiv, så besluttede jeg mig for at lave en “dobbelt blindtest”. Her er hvad jeg gjorde:

  1. Jeg tog en flaske med NAS udgaven og en flaske med 9-års udgaven der havde været åbne ca. lige lang tid.

  2. Jeg bad min kone om at hælde op i 2 Glencairn glas, så jeg ikke vidste hvilken udgave der var i hvert glas.

  3. Efter den første smagning blev glassene igen roteret uden jeg kunne se det og jeg ventede en halv time med at smage igen.

Da jeg allerede har anmeldt NAS udgaven, så bliver nedenstående anmeldelse lidt anderledes, da jeg kommer til at gentage mine smagsnoter uden konklusion – og så beskrive forskellen mellem NAS og 9-års udgaven efterfølgende. Og som du kan se til sidst, så er der desuden en udvidet sektion omkring priser, som har været ønske af vores læsere.

 

Knob Creek Bourbon – NAS (Non-Age Stated)

 

Duft: Mere traditionelt bliver det ikke – en klassisk Bourbon med vanilje, brun farin og karamel. Alkoholen er der absolut – men samlet giver det et indryk af noget man har lyst til at smage på.

Smag: Alkoholen er nu mere fremtrædende og der er også et ny lag af nogle gode krydderier. Specielt den brune farin fra duften er fortsat fremtrædende – og vaniljen er der også, dog nu i rollen som andenviolin.  

Eftersmag: Mellem lang, behagelig og absolut godkendt.

Score: 85/100
Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

Knob Creek Bourbon – 9-års udgave

  • Mærke: Knob Creek Bourbon
  • Producent: Jim Beam
  • Destilleri: Knob Creek Distillery
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: 9 år
  • ABV: 50%
  • Mash bill: 75% majs, 13% rug og 12% maltet byg

Duft (ændring i.f.t. NAS): Jeg får lidt mere alkohol i næsen end med NAS og det har jeg ingen forklaring på – det burde have været det modsatte. Der var også en anelse mindre vanilje.

Smag (ændring i.f.t. NAS): Smagen var meget tæt på NAS, men der var ligesom skruet lidt mere op for det hele – og specielt vaniljen har nu fået magt.  

Eftersmag (ændring i.f.t. NAS): Lækker, længere og mere fyldig.

Konklusion: Både i første og anden omgang gættede jeg rigtigt – og det var specielt den markant forbedrede eftersmag i 9-års udgaven der gjorde udslaget. Da der formodentligt er både NAS og 9-års produkter hos de forskellige online butikker, så ville jeg derfor sikre mig, at det er 9-års udgaven du får – evt. ved at skrive til dem. Og forvirringen er ekstra stor, da mange online butikker er blevet ved med at skrive 9 år, selv om det ikke har været korrekt de sidste ca. 5 år. Generelt er der tale om et fantastisk produkt og jeg ville bare ønske, at prisen ikke er så kunstig høj i Danmark. Da vores ratings her på bloggen tager prisen med i betragtning, så trækker det derfor lidt ned, at prisen er højere end den burde være. Der er dog alternative måder at finde den til en god pris, som du kan se nedenfor.   

Prisinformation: En af vores faste læsere skrev og forespurgte, om vi ikke som en ekstra service, kunne informere om, hvor man kan købe de whiskyer, som vi anmelder her på bloggen. Da vi, som de fleste ved, er 100% uafhængige, og dermed ikke bliver betalt for at reklamere for firmaer, eller producenter for den sags skyld, ser vi ikke et problem i at efterleve efterspørgslen. Fra og med denne anmeldelse vil vi derfor udvide prisinformationerne for de flasker vi anmelder – i det omfang det er muligt. Prisen for Knob Creek Bourbon varierer meget i Danmark og i skrivende stund er billigste online tilbud 349,- hos www.falkenstenvin.dk/ og dyrest på www.bilka.dk, www.foetex.dk og www.wupti.com til vilde 498,- Det giver ikke nogen mening at liste alle de steder den kan købes online, da stort set alle steder der sælger amerikansk whiskey har den. Det skal dog næves, at den største online butik www.whisky.dk har den til 399,- hvor du får yderligere 5% rabat i deres kundeklub. www.whiskyeksperten.dk har den til 349,- men den er p.t. udsolgt. Jeg har selv købt min flaske hos www.mybooze.eu hvor den kan erhverves for latterlige €29,99 + fragt. Fragten er €17,89 og gælder for op til 12 flasker. Hvis man er nogle stykker der bestiller mange flasker samtidigt, så kan man altså få fragtprisen langt ned. Den 9-års Knob Creek som jeg anmelder i dag, kostede mig således 236,12 kroner inklusive fragt og valutaomkostninger. Og det er jo en helt vanvittig god pris – og under halvdelen af det dyreste sted i Danmark.  

Score: 87/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *