Anmeldelser

High West. American Prairie & Double Rye – Barrel Select

I dag tager vi et kig på to forskellige store pick udgaver fra en producent, som nok må siges, at være ikke så lidt af en fan favorit her på redaktionen, nemlig High West.

Men før vi går videre, vil det måske være en god ide at forklare for de uindviede, hvad et store pick egentlig er. Store pick’s er herhjemme desværre et nærmest ikke eksisterende fænomen, som set med danske øjne, bedst kan sammenlignes med de private cask owner eller fadandel beviser, som danske destillerier som f.eks. Stauning og Braunstein udbyder. Hvor man som privatperson, forening mm. kan vælge imellem at købe en andel i et fad eller gå all in, og købe sit helt eget fad Whisky, som efter endt lagringstid bliver flasket og påført etiketter, som ofte kan designes efter eget ønske.     

Et store pick, også refereret til som et barrel pick, er langt hen ad vejen det samme. Dog med den undtagelse, at der her er tale om erhvervs drivende – som oftest spiritus kæder, som f.eks. Binny’s Beverage Depot eller den lokale mom-and-pop, som udvælger, køber og distribuerer de forskellige fade direkte fra producenterne. Fuldstændig ligesom det er tilfældet med private cask owners fade, er store pick’s med andre ord enkeltfads aftapninger, som derfor kun bliver udbudt i et begrænset antal flasker, og som ofte er flasket ved fadstyrke. Da Store pick’s, som nævnt, er enkeltfads aftapninger, som ofte ikke er blevet tilsat vand efter endt lagrings periode, byder mange af disse aftapninger på en betydelig anderledes smagsprofil i forhold til de udvalgte producenters core range aftapninger, da disse er blevet blendet sammen af hundrede til tusindvis af fade, og ”vandet ned” for at opnå en kontinuerlig smagsprofil.

Amerikanske Whiskey entusiaster diskuterer flittigt, hvorvidt eller ej at disse store pick’s storhedstid, er ved at rinde ud. Da en betydelig andel mener, at flertallet af store pick’s med tiden er gået hen og blevet af middelmådig kvalitet. Forklaringen synes at skulle findes i, at marioteten af producenterne selv er begyndt at føre de populære high proof/uncut single cask Whiskyer i deres portefølje, og at de derfor, som en naturlig forlængelse heraf, gemmer deres ”honey barrels”, og i stedet udbyder de fade, der ellers var tiltænkt deres blended Whiskyer, igennem deres barrel programmer. En anden og bestemt ikke ubetydelig faktor er, at salget af Whiskey over det seneste årti er eksploderet i Amerika, hvilket har medført, at producenterne har haft svært ved at følge trit med efterspørgslen, og at deres lagre af især ældre fader, er begyndt at tynde kraftigt ud. Hvilket selvfølgelig gør, at de fade, der bliver udbudt igennem barrel programmerne for nuværende, må tænkes at indeholde yngre Whiskey, i forhold til de fade, der blev udbudt for en årrække siden.   

I modsætning til marioteten af de andre whiskey producenter, som allerede på forhånd har udvalgt, hvilke fade de udbyder igennem deres barrel programmer, har High West en betydelig anden tilgang. For i stedet for at lade køberne vælge imellem en række single barrel udgaver af f.eks Knob Creek – som er ikke så lidt af en favorit at vælge fra Jim Beam’s program, efterlagrer High West deres core range aftapninger i fade, der f.eks. tidligere har indeholdt sherry, cognac, rødvin mm. High West benytter i øvrigt samme fremgangs metode i skabelsen af deres to limited edition udgaver; Yippee Ki-Yay og A Midwinter Night’s Dram, som henholdsvis er High West’s Double Rye, som er blevet efterlagreret i fade som tidligere indeholdte vermouth og Syrah rødvin samt deres Rendezvous Rye, som var blevet efterlagret i Franske-egetræs- og portvinsfade.

De to store pick’s som denne anmeldelse omhandler, er udvalgt af henholdsvis Binny’s Bevarage Depot og 120 West 58 Street Wine & Liquor, Manhattan.

Binny’s store pick er High West’s core range American Prairie Bourbon, som er blevet efterlagreret i et år og fire måneder i et brandy fad. American Prairie er et blend af Straight Bourbon Whiskeys fra MGP – 75% korn, 21% rug, 4% byg malt, samt et unavngivet destilleri 84% korn, 8% rug og 8% bygmalt. De fade som disse Bourbons stammer fra, har været lageret i en periode på 2 – 13 år. Til trods for at High West, som nævnt, ikke oplyser begge destillerierne ved navns nævnelse, har det hemmeligholdte destilleris Bourbon dog en mash bill, der stemmer fuldstændig overens med George Dickel’s, som netop er notorisk kendt for at sælge fade til tredjepart. Som det er de fleste bekendt, betegner Dickel’s dog ikke selv deres Whiskey som værende en Bourbon, men en Tennessee Whiskey. Men det, der adskiller en Bourbon fra en Tennessee Whiskey, er den såkaldte Lincoln County Process, som Dickel’s Whiskey gennemgår, men Dickel’s producerer rent faktisk Whiskey, som ikke har gennemgået filtreringsprocessen, netop for at kunne sælge disse fade til tredjepart.   

120 West 58 Street’s pick er High West’s core range Double Rye, som er blevet efterlagreret i et år og en måned, i et fad, der tidligere har indeholdt barreled Manhattan. Double Rye er et blend af Straight Rye Whiskey fra MGP – 95% rug og 5% bygmalt, og Straight Rye Whiskey fra High West selv – 80% rug og 20% maltet rug. De fade som disse Rye Whiskyer stammer fra, har været lagret i en periode på 2 – 7 år.

Da jeg tidligere har bragt en dybdegående beskrivelse af High West, vil jeg undlade at gengive den her, og i stedet opfordre jer, som ikke har læst den omtalte anmeldelse, til at læse den her.

High West. American Prairie Bourbon – A Blend of Straight Bourbon Whiskeys – Barrel Select by Binny’s Bevarage Depot

  • Producent: High West
  • Destilleri: MGP & et unavngivet destilleri
  • Klassifikation: A blend of straight Bourbon Whiskeys
  • Alder: NAS
  • ABV: 51,8 %
  • Mash Bill: 75% korn, 21% rug, 4% byg malt/84% korn, 8% rug og 8% bygmalt
  • Fad type: Nye forkullede egetræsfade/Brandyfad
  • Barrel: 12118
  • Pris i USA: 290 kr.
  • Tilgængelighed: Kun tilgængelig i USA i et begrænset oplag

Duft: På en og samme tid robust, komplet, dyb og sødladen. Man fornemmer lige akkurat alkoholen og en syrlig note omkring remmen af glasset, som er let skjult bag det frugtsøde gardin, hvor abrikos, appelsin og rosiner er dominerende. Efter lidt tid i selskab med glasset, træder dybereliggende noter af tobak, vaniljeis og hvid peber frem.  

Smag: Virkelig indbydende olieret mundprofil, som starter ud med kanel, vanilje, karamel og blommer, som hurtigt går over i en mere tør og krydret smagsprofil.

Eftersmag: Som sagt tør og krydret eftersmag, hvor muskatnød, sort som ind i helvede peber og kanel huserer sammen med en besynderlig smag af opvaskemiddel, som jeg aldrig tidligere har oplevet i en Bourbon. Hvilket jeg indrømmet, først troede skyldtes, at mit glas ikke var blevet gjort ordentligt rent efter sidste brug. Men efter jeg har vasket det grundigt igen, nu kan konstatere, ikke er tilfældet.       

Konklusion: Fantastisk næse, hvor alt går op i en højere enhed. Smagen er indbydende og jeg er en kæmpe fan af olierede Whiskyer som denne. Eftersmagen er en anelse for bastant og smagen af opvaskemiddel, som hænger bagerst i munden, er en klokkeklar fejl og trækker desværre denne Bourbon fælt ned.

Score: 52/100
Kategori: Under Middel

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

High West. Double Rye – A Blend Of Straight Rye Whiskeys – Barrel Select by 120 West 58 Street Wine & Liquor Manhattan

  • Producent: High West
  • Destilleri: MGP & High West
  • Klassifikation: Blended Straight Rye Whiskey
  • Alder: NAS
  • ABV: 50 %
  • Mash Bill: 95% rug & 5% bygmalt/80% rug & 20 maltet rug
  • Fad type: Nye forkullede egetræsfade/Barreled Manhattan
  • Barrel: 6408
  • Pris i USA: 420 kr.
  • Tilgængelighed: Kun tilgængelig i USA, i et begrænset oplag

Duft: Ikke overraskende en god del bitter efterfulgt af appelsinskal, klassisk MGP dild, mynte, mørk sirup, karamel og forkullede egetræ. Mørk, bombastisk og raffineret.     

Smag: God mund fylde. Rug-tung men samtidig en anelse sødladen med en smag af kandiserede frugter og bagte æbler, med en knivspids sort peber.    

Eftersmag: Mellemlang eftersmag med mørke overmodne kirsebær, skovjordbær og mynte, som bliver hængende bagerst i munden.

Konklusion: En af de mere vellykkede finished Whiskyer, som jeg har smagt i lang tid, hvor især de bitre duftnoter fra Manhattan fadet, tilføjer næsen en ekstra dimension. Yderlig mere, er den velkendte urteagtige smagsprofil, som Double Rye normalt byder på, udskiftet med en mere afrundet frugtsød profil, som klæder Whiskyens rugtunge element rigtigt godt.

Score: 87/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

High West. American Prairie Bourbon – Barrel Select by Binny’s Bevarage Depote, er blevet bestilt og betalt af undertegnede, hvorefter den er blevet håndbåret hjem fra Amerika af min medredaktør Henrik.  

Undertegnede ønsker at takke Linus Jonsson for at sende mig en sample af High West’s Double Rye – Barrel Select by 120 West 58 Street Wine & Liquor Manhattan. Det skal her for god ordens skyld nævnes at Linus ingen finansiel interesse har i High West.

Print Friendly, PDF & Email

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.