Anmeldelser

Wild Turkey Rare Breed

I dag skal vi kigge nærmere på ”Rare Breed” produktet fra producenten Wild Turkey. Denne anmeldelse er den anden i en serie af fire – og hvis du ikke allerede har læst den første, så kan du finde den via dette link.

Rare Breed så dagens lys for første gang i 1991 og skal i virkeligheden ses som et modsvar til Booker’s produktet fra Jim Beam – opkaldt efter Booker Noe, der på daværende tidspunkt var Master Distiller hos Jim Beam. Booker’s var det første egentlige Bourbon produkt der ikke var fortyndet med vand – og betragtes som en af årsagerne til, at Bourbon langsomt genvandt sin styrke op igennem 90’erne. Du kan læse meget mere om Booker’s i vores anmeldelse.

Wild Turkeys Master Distiller Jimmy Russell var i øvrigt rigtig gode venner med Booker Noe – og de to udgjorde halvdelen af et firkløver, som man i dag betegner som Bourbons ”Grand Old men”. De sidste to var Parker Beam fra Heaven Hill og Elmer T. Lee fra Ancient Age (nu Buffalo Trace). Det var helt almindeligt dengang, at de fire venner hjalp hinanden med problemer – også selv om det var fire separate virksomheder. Den var vist ikke gået i dag.

Som sagt var Rare Breed et svar på Booker’s fra Jim Beam, ligesom Wild Turkeys ”Kentucky Spirit” var et svar på Elmer T. Lees ”Blanton’s” single barrel produkt. Jimmy Russell have dog selv været en inspirator for vennerne helt tilbage i 1976, da han opfandt ”Wild Turkey Liqueur”, som essentielt var Bourbon med lav alkoholprocent (35,5) tilsat honning. I dag hedder produktet ”American Honey” og har været en inspiration for masser af producenter.

Da den første Rare Breed version kom på markedet i 1991 var det med en alkoholprocent på 54,8 og den anden udgivelse det år var på 55%. Helt frem til 1999 kom der ca. to udgivelser om året og de lå alle på omkring 55-56%. Af årsager der ikke står helt klart, så stopper man produktionen i fire år – og genoptager den således først i 2003. Det sker samtidigt med en ændret praksis, da man besluttede at det skulle være samme alkoholprocent flere år ad gangen:

  • Fra 2003 til og med 2013 var alkoholprocenten på 54,1. Designet på flasken var i disse år den samme som fra starten – og der er den venstre flaske på billedet øverst i denne anmeldelse.
  • Fra 2014 til og med midten af 2017 var alkoholprocenten 56,4 – og man ændrede i disse år designet til det du kan se på den midterste flaske i billedet.
  • Og endelig fra midten af 2017 og frem har alkoholprocenten været på 58,4 – og som du kan se har man nu valgt et 3. design på flasken.

Wild Turkey har aldrig offentliggjort hvor lang tid Rare Breed er lagret, men det formodes, at det er en blanding af whiskeyer der er 6, 8 og 12 år gamle. Det samme er tilfældet med deres mash bill – men næsten alle er enige om at den består af 75% majs, 13% rug og 12% maltet byg.

Og så er vi endelig kommet til selve anmeldelserne – hele fem af slagsen – da vi kigger på udgivelser fra 2012, 2014, 2016, 2017 og 2019. Tre af disse anmeldelser er skrevet af Hasse Berg – og det vil fremgå hvilke disse er.

Og liiige inden vi når dertil, så kan man kun finde ud af årgangen via batchnummeret. Batchnumre på Rare Breed er meget forvirrende – og de er tilmed lavet med lasertryk der kan være psykopat-svære at finde og aflæse. Billede du kan se her, viser hvor koden er – og den er taget med hjælp af en pære på en million watt (ca. 😂). Du kan måske se at der står LL/FA031351. Det betyder, at den pågældende flaske er lavet kl. 13:51 den 3. januar 2017, da ”03” står for dagen, ”A” for januar og ”F” for 2017. Og hvis du tænker ”jeg forstod alt, indtil du skrev at F står for 2017”, så er det ikke dig der er noget galt med; Af uransagelige årsager besluttede de at ”C” skulle repræsentere det første år efter de gik over til 56,4% serien (og dermed 2014), ”D” skulle være 2015, ”E” 2016 og ”F” 2017. Go figure … Hvis du selv har en flaske – og du godt kunne tænke dig at vide hvornår flasken er lavet – så kan du finde en oversigt på https://rarebird101.com/bottle-codes/.

Wild Turkey Rare Breed – batch WT-03RB (2012)

(Anmeldelsen er skrevet af Hasse Berg).

  • Producent: Wild Turkey
  • Destilleri: Wild Turkey
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS
  • ABV: 54,1%
  • Mash Bill: 75% majs, 13% rug og 12% bygmalt
  • Pris: 350 Kr.

Næse: Søde majs, bagte æbler, karamel, mørke blommer, cigar røg samt dybt forkullet egetræ i rigelige mængder. Samt Wild Turkey’s karakteristiske og fuldstændige uovertrufne velkrydret profil, som på en og samme tid er stor, fyldig og rund, og i dette tilfælde, på fornemmeste vis, indkapsler de førnævnte dufte.   

Smag: Virkelig olieret mundprofil. Starter ud som en stor overdådig karamel bombe, som langsomt fortager sig og giver plads til en nævefuld krydderier, som balanceres af søde abrikoser, vanilje samt mørk chokolade overtræk.     

Eftersmag: Den olierede mundprofil fortsætter ind i den lange eftersmag, hvor den har lagt sig som en behagelig dyne i hele undersiden munden. Hele sorte peberkorn, syrlig citron lemonade, kanel, samt forkullede egetræ, lukker og slukker en fantastisk Bourbon.      

Konklusion: Henrik har stået for at skrive selve introteksten til disse anmeldelser, og så er tanken, at jeg i dag blot kan læne mig tilbage, og supplere med et par anmeldelser af de Rare Breed batches, som Henrik ikke selv har i sin samling. Hvilket jeg ærligt, da han ringede til mig, for at sige at han havde tænkt sig at skrive denne serie om Wild Turkey’s produkter, selv tilbød. For hvis sandheden skal for en dag, er jeg en kæmpe Wild Turkey fan, og kunne derfor simpelthen ikke lade chancen for at anmelde et par af deres produkter på vores blog, gå min næse forbi. Derfor kan jeg også ligeså godt sige det først som sidst. Rare Breed er, i min opfattelse, – sammen med Four Roses Single Barrel Bourbon, blandt de absolut bedste Bourbons på det Danske marked, når man holder pris og kvalitet op imod hinanden. Hvilket dette batch er et sublimt eksempel på, da alt bare går op i en højere enhed. Her er Wild Turkey’s førnævnte karakteristiske velkrydrede profil, som jeg elsker ubetinget, samt en uovertruffen olieret mundprofil, som man skal lede vidt og bredt efter, i en Bourbon i 400 kroners prisklassen. Som om det ikke er mere end rigeligt, byder dette batch på en fantastisk balance, en virkelig kompleks og yderst nydelsesværdig næse, samt en lang eftersmag, der på fornemste vis binder sløjfe om en uhyre helstøbt oplevelse.  

Score: 93/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Wild Turkey Rare Breed – batch LL/CH121523 (2014)

  • Producent: Wild Turkey
  • Destilleri: Wild Turkey
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS
  • ABV: 56,4%
  • Mash Bill: 75% majs, 13% rug og 12% bygmalt
  • Pris: købt i december 2016 på foetex.dk for 309,- kroner

Duft: Egetræet er mere fremtrædende end jeg huskede og det er først efter et stykke tid jeg fanger andre noter som æble, vanilje, kul, svag karamel og meget svage noter af krydderier.

Smag: Weird; Initialt får jeg et indtryk af mineraler, som bl.a. oftest ses i whiskey fra Dickel – og som jeg ikke er fan af. En lidt flad fornemmelse og jeg mangler den sødme der kendetegner Bourbon.

Eftersmag: Relativ kort, men behagelig.

Konklusion: Jeg skal være helt ærlig at sige, at jeg er lidt skuffet – også fordi jeg huskede den mere levende. Forklaringen skal nok findes i at flaske har været åben i fire år – og at der længe kun har været 10-15% tilbage i flasken. Jeg vælger at tro at det er den primære årsag. Jeg er dog helt sikker på, at den bliver fantastisk i en Old Fashioned!

Score: 74/100
Kategori: Middel

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Wild Turkey Rare Breed – batch LL/ED121439 (2016)

(Anmeldelsen er skrevet af Hasse Berg).

  • Producent: Wild Turkey
  • Destilleri: Wild Turkey
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS
  • ABV: 56,4%
  • Mash Bill: 75% majs, 13% rug og 12% bygmalt
  • Pris: 399 Kr.

Næse: Minder på mangt og mange måder ikke om den klassiske barrel proof profil, hvor man ofte bliver mødt af en langt ”fyldigere” og til tider let drevet alkohol profil. Tvært imod, bliver man her budt velkommen af søde mandariner, karamel, fløde, vanilje og rosiner, med et svagt ekko af egetræ og kardemomme i bunden af glasset. 

Smag: Olieret mundfornemmelse. Til at starte med er det de søde mandariner fra næsen, der dominerer smagen, som dog brat skifter gear, udvikler sig og tager til i styrke, hvorefter en bølge af stenfrugter, sort peber, brun farin samt lakridsrod bliver spillet op imod den frugt søde mandarin smag.

Eftersmag: Lang eftersmag, hvor kanel og rød chilipeber rider den sidste del af bølgen, før den langsomt dør hen. 

Konklusion: Let tilgængelig og yderst nydelsesværdig næse, som godt, nu hvor vi trods alt har med en barrel proof whiskey at gøre, kunne være fyldigere og mere kompleks. Til gengæld elsker jeg den olierede mundprofil, samt den udvikling som selve smagen gennemgår. Der er ingen tvivl om, at hvad næsen mangler af kompleksitet, heldigvis er at finde i selve smagen, som samtidig byder på en fantastisk balance.

Score: 87/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Wild Turkey Rare Breed – batch LL/FA031351 (2017)

  • Producent: Wild Turkey
  • Destilleri: Wild Turkey
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS
  • ABV: 56,4%
  • Mash Bill: 75% majs, 13% rug og 12% bygmalt
  • Pris: købt i november 2018 på bilka.dk for 257,25 kroner

Duft: Behagelig og frugtig – alkohol relativt afdæmpet. Eg og vanilje fremtrædende. Flødekaramel og meget svag candyfloss.

Smag: Der er knald på læggehønen når det kommer til alkoholen – men besynderligt nok harmonisk og behageligt på samme tid. En anelse lakrids. Svag vanilje og eg. Læder og sort peber til sidst.

Eftersmag: Dejlig, fyldig og med god længde.

Konklusion: Et dejligt produkt – og jeg er kommet til at holde mere og mere af Rare Breed som årene er gået. Det er harmonisk, let at drikke og så er prisen bare i orden. Som du kan se, så købte jeg netop denne flaske til latterlige 257,25 for lidt over to år siden – men selv til den nuværende ”street price” på ca. 350,- kroner, er den i den grad et godt køb. Min score nedenfor er baseret på 2021 priser – ellers havde den fået et par ekstra point.

Score: 87/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Wild Turkey. Rare Breed – LL/HA140858 – January 2019

(Anmeldelsen er skrevet af Hasse Berg).

  • Producent: Wild Turkey
  • Destilleri: Wild Turkey
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS
  • ABV: 58,4%
  • Mash Bill: 75% majs, 13% rug og 12% bygmalt
  • Pris: 399 Kr.

Næse: Så snart jeg stikker næsen til glasset, bliver jeg mødt af Wild Turkey’s førnævnte karakteristiske profil. Her er noter af mørk karamel, søde majs, bagte æbler, bananer, vanilje, et strejf af cigar røg og nelliker, samt en fantastisk duft af forkullede egetræ.

Smag: Det famøse varme ”Kentucky hug”, som nogle barrel proof Whiskyer velsigner en med, efterfulgt af dadler, brunt sukker, mørk chokolade, finsk lakrids og garvet læder.  

Eftersmag: Lang og virkelig krydret, hvor især kanel, sort peber og egetræ stikker hovedet frem og blander sig med en smag af syrlig appelsinskal.

Konklusion: Dette batch af Rare Breed er stor i slaget, delikat og bombastisk men også en anelse ”rå” i kanten. Hvor det havde været ønskværdigt, at der i selve smagen, havde været en smule mere frugtsødme til at skabe en bedre balance, og så savner jeg især den olierede mundfornemmelse, som mange af Wild Turkey’s ”premium” produkter vanligt byder på. Når det så er sagt, har dette batch en fuldstændig fantastisk næse, og er alt i alt, en virkelig nydelsesværdig Bourbon. Hvor man som forbruger får mulighed for, til få penge, at smage, hvad en barrel proof Bourbon har at byde på.

Score: 88/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssyste1

2 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *