Anmeldelser

Crown Royal Northern Harvest Rye

Der var formodentlig en hel del mennesker fra den etablerede whiskeyverden der fik morgenkaffen galt i halsen, da de en november-morgen i 2015 kunne stå op til nyheden om, at Crown Royals ”Northern Harvest Rye” var blevet kåret til ”World Whisky of the Year” af guruen Jim Murray. Murray havde givet denne whiskey ufattelige 97,5 point ud af 100 – og det på trods af hans notoriske afsky for canadisk whiskey.

Tilbage i 2015 blev Crown Royal opfattet som et low-end brand og der var stort set ingen der havde hørt om deres Northern Harvest Rye (der i øvrigt kun kostede $30), før Jim Murray satte det på landkortet.

Havde Murray fået en hjerneblødning? Var der penge under bordet? Havde han virkelig fundet et total overset top-produkt?

Inden jeg begynder på de spekulationer, så er det nok en ide at kigge lidt på historien bag Crown Royal:

Mærket blev introduceret i 1939 af producenten Seagrams præsident Samuel Bronfman som en hyldest til besøget fra Kong Georg den 7. og hans kone dronning Elizabeth (den nuværende dronning Elizabeths moder). Det var første besøg fra et britisk statsoverhoved siden Canada blev medlem af Commonwealth of Nations – så landet var på den anden ende.

Fra introduktionen i 1939 til engang midt i 1960’erne kunne man kun købe produkterne i Canada men så begyndte man så småt at eksportere – i første omgang til USA. Herefter er det kun gået en vej – og Crown Royal er i dag den bedst sælgende canadiske whiskey i verden. Salget er faktisk så stort, at kun Johnnie Walker, Jack Daniel’s, Jim Beam, Jameson og en håndfuld indiske whiskeyer sælger mere. I 2019 solgte de over 70 millioner liter whiskey. I dag er Crown Royal ejet af Diageo, da det var en af de mærket der fulgte med, da Seagram faldt fra hinanden (en historie vi har skrevet om flere gange).

Når man kigger på Crown Royals udvalg af produkter, så er det ikke ligefrem noget der leder tankerne hen mod topkvalitet; de 4 standardprodukter består af en blended canadisk whiskey, den Rye jeg anmelder i dag, en ekstralagret whiskey og den såkaldte ”Blender’s Mash”. De er mellem 40 og 45% ABV og alle i den relativt billige ende (125-200 kroner pr. flaske lokalt i Canada):

Deres Blender’s Mash kom i øvrigt i stærk modvind da den blev lanceret, da det oprindelige navn var ”Bourbon Mash”. Det tog amerikanerne ikke godt imod (navnet “Bourbon” er jo beskyttet af USA) og efter en del skrivelser frem og tilbage mellem advokaterne måtte Crown Royal trække følehornene tilbage.

Det oprindelige navn – inden de måtte skifte til “Blender’s Mash”.

Herudover har de også en serie af ”flavored” whiskeyprodukter, der for mig har været med til at fastholde billedet af en producent der ikke er kendt for kvalitet. Igennem de sidste par år har der været de vildeste eksperimenter, men de har nu skåret serien ned til at bestå af æble, vanilje, fersken og saltet karamel:

Udover det indryk jeg hele tiden har haft af producenten som leverende lav kvalitet, så er der en ekstra ting der styrkede min skepsis inden jeg skrev denne anmeldelse – og det er flasken. Det er lidt svært at forklare, men den har en mærkelig (og i virkeligheden direkte grim) facon og så har flaskerne et skruelåg der virker ekstra billigt. Disse ting står samtidigt i kontrast til at flaskerne (i det mindste den jeg købte) bliver leveret i en stofpose der skal få det til at se eksklusivt ud. Noget af en rodebutik.

Og som det allersidste inden selve anmeldelsen, så har jeg altid været skeptisk overfor canadisk whiskey og ikke mindst canadisk Rye whiskey; Sagen er nemlig den, at der ikke behøver at være rug i en Rye whiskey fra Canada! Du kan læse mere om denne groteske situation i Hasses anmeldelse af Lot 40. Crown Royal Northern Harvest Rye er dog lavet på 90% rug.

Med forventningerne således helt i bund – men stadig med stor nysgerrighed overfor Jim Murrays valg i 2015 – kastede jeg mig derfor over flasken med en vis spænding:

 

Crown Royal Northern Harvest Rye

  • Destilleri: Crown Royal Distillery i Gimli, Manitoba, Canada
  • Alder: NAS
  • Klassifikation: Blended Canadian Whisky
  • Mash Bill: 90% rug og 10% Natural Grain Spirit
  • ABV: 45 %
  • Pris: Købt hos my.booze.eu i maj 2021 for €52 for 1 liter (svarende til ca. 400 kroner inklusive fragt).

Duft: Æbler, sirup, læder, svage krydderier, svag vanilje. Alkohol næsten fraværende.

Smag: Behagelig fornemmelse på tungen – krydderier og vanilje lidt mere fremtrædende. En anelse kirsebær, fortsat æbler, meget svag eg, og en god portion sødme.    

Eftersmag: Overraskende lang for en 45% whiskey og absolut behagelig.

Konklusion: Well, well, well …. What to say? Jeg er faktisk overrasket over hvor godt den smager. Meget behagelig og jeg kan absolut se mig selv med et par venner, siddende i haven indtil midnat – og tømme flasken. Den krydrede smag man normalt forbinder med en amerikansk Rye whiskey er helt fraværende og der er kun svage spor af eg fra fadlagringen. Det er i og for sig ikke overraskende, idet denne whiskey formodentligt er lagret i brugte fade (eller en del af whiskeyen er) og at der næsten med garanti er tilsat karamel og andre tilsætningsstoffer der har justeret smagen. Men who cares, så længe den smager godt? Og det gør Northern Harvest Rye. Til de 400 kroner (for en liter) er der dog andre produkter på det danske marked, der er at foretrække. Derfor kan den heller ikke komme op på ”fantastisk” niveauet – men det er tæt på! Og blev Jim Murray så bestukket af Diageo til at lade den vinde? Det er nok meget usandsynligt. Min tese er at han faktisk syntes den smagte godt – og så kan han jo godt lide at provokere.

Score: 84/100
Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *