Glut era

Henrik og jeg har, indtil flere gange, flygtigt beskrevet den nedtur, som den Amerikansk Whiskey industri oplevede i 60’erne, og som varede indtil 90’erne. Uden dog nogensinde at gå i dybden med den tid, som populært bliver refereret til, som “glut era”. Så jeg tænkte, at det var på høje tid, en gang for alle, at fordybe sig i emnet.

Men før vi springer frem til 60’erne, skal vi først tilbage til 1920, nærmere bestemt året, hvor det Amerikanske spiritusforbud (17. Januar 1920 – 5. December 1933) trådte i kraft nationalt. Under det Amerikanske Spiritusforbud, var der kun *seks destillerier, der besad en såkaldt “medicinal license”. Hvilket tillod dem at sælge Whiskey, der var produceret før 1920 til “medicinsk brug”. I 1929 fik de seks destillerier dog lov til at producere lidt over 15 millioner liter Whiskey hver om året. Hvilket selvsagt gjorde, at de seks destillerier ved forbudtidens ophør, var betydeligt bedre stillet, end de destillerier, der i 14 år ikke havde haft nogen indtjening. Hvilket da også betød, at et betydeligt antal producenter havde set sig nødsaget til at dreje nøgle om. De producenter, der dog formåede at overleve forbudstiden, samt dem der startede i kølevandet på selvsamme, havde nu travlt med at få fyret op under kedlerne igen. Men som alle ved, kan man ikke fremskynde lagringen af Whiskey og derfor tog det et betydeligt antal år, før destillerierne igen, bare tilnærmelsesvis, havde genopbygget deres lagerbeholdning.

I 1939 brød anden verdenskrig ud, og da Amerika officielt i december 41 gik ind i krigen, blev destillerierne underlagt krigsproduktionen og blev endnu engang forbudt at producere Whiskey. Da alkohol bl.a. skulle bruges til at producere syntetisk gummi samt ammunition. Til trods for at producenterne selvsagt blev aflønnet af staten, var mange af producenterne kun lige kommet på benene igen efter forbudstiden, og var nu, rent produktionsmæssigt, med et slag, slået tilbage til start.

Der er ingen tvivl om, at konsekvenserne af forbudstiden samt anden verdenskrig havde indflydelse på en lang række parametre. Men det var den psykologiske effekt, der bl.a. fik indflydelse på glut æraen, som den her artikel omhandler.

For ved Koreakrigens begyndelse (25. Juni 1950 – 27. Juli 1953) frygtede mange producenter, af bitter erfaring, at de igen ville blive tvunget til at lukke deres Whiskey produktion ned. Hvorfor at mange satte produktionen i vejret, så de havde en lagerbeholdning at trække på, hvis det kom så vidt. Det mest udtalte eksempel fandt sted hos Shenley. Da Lewis Rosenstiel – som var Schenleys stifter, antog at Koreakrigen ville blive startskuddet til tredje verdens krig. Hvilket gjorde, at Schenley imens krigen stod på, havde en fatal overproduktion af Whiskey, hvilket næstede kostede Whiskey-mogulen livet. Som dog blev reddet i den 11. time, da den såkaldte “bonding” periode blev forlænget fra 8 – 20 år i 1958. Og Schenley dermed først skulle betale skat af deres lagerbeholdning, efter en periode på 20 år. Loven blev i øvrigt ændret, efter et massivt lobby arbejde fra Rosenstiel selv.

Koreakrigen tvang ikke destillerierne til at stoppe produktionen af Whiskey, ej heller blev den starten på tredje verdenskrig. Hvilket resulterede i, at flere producenter i midten af 1953 havde lagerhusene fyldt til randen med Whiskey. Hvilket bevirkede, at mange af de producenter med den største lagerkapacitet, begyndte at satte prisen på deres Whiskey ned, i et håb om at få omsat deres Whiskey så hurtigt som muligt. Hvilket gav bagslag. Da producenterne, på en og samme tid, blot mættede markedet med billig Whiskey og samtidig gav Amerikansk Whiskey et omdømme af, at være lavpris Whiskey af en dårlig kvalitet. Hvilket selvsagt ikke hjalp på salgstallene.

I 60’erne begyndte salgstallene for alvor at falde. Hvilket de fleste producenter, ifølge Cowdery, i starten betragtede som en forbigående fase, og derfor ikke nedjusterede deres produktion. Men nedturen skulle vise sig at holde ved indtil start 90’erne. Forbrugerne havde simpelthen vendt Amerikansk Whiskey ryggen og spiritustyper som vodka og tequila, samt vin og øl havde vundet indpas hos forbrugerne. Og hvis der endeligt skulle Whisky på bordet, valgte mange forbrugere at købe en Skotsk eller Canadisk whisky, grundet det før nævnte dårlige ry, som Amerikansk Whiskey havde fået. En anden vigtig faktor til Amerikansk Whiskys deroute kan tilskrives ungdomsoprøret og de unges modstand mod de gældende normer og dermed deres forældres vaner.

Hvilket selvsagt bevirkede at producenterne ikke kunne sælge den Whiskey (I 70’erne ikke mindre end Ca. 8,5 millioner tønder), som fyldte deres lagerhuse, hurtigt nok. Derfor så producenterne sig nødsaget til at blende betydelig ældre Whiskey i de af deres mærker, som ellers normalt indeholdte Whiskey, der var lagret imellem 4 – 6 år. Eller for den sags skyld, slet ikke bar nogen aldersbetegnelse.

Det varierer selvsagt, fra producent til producent, præcis hvornår de enkelte startede med at blende “ældre” fade i deres før omtalte Whiskey mærker. Derfor er det også svært at komme med en klar defineret tidslinje for “glut” æraen. Cowdery henviser til den, som værende fra 80’erne op igennem 90’erne og Veach henviser til den, fra start 60’erne til slut 80’erne. Mit personlige bud, set ud fra det historiske perspektiv er, at flere producenter i starten af 60’erne, begyndte at blende ældre fade i deres batches og stoppede med at gøre det i slut 80’erne – start 90’erne. Hvor de såkaldte “premium Bourbons” som bl.a. Booker’s Bourbon (1988) Blanton’s (1984) og Rare Breed (1991) blev introduceret, og forbrugerne langsomt men sikkert begyndte at vise interesse for Amerikansk Whiskey igen. Samt den massive interesse for Amerikansk Whiskey i Japan. Der havde været støt stigende siden 80’erne og som havde resulteret i, at flere Amerikanske Whiskey mærker udelukkende blev eksporteret til Japan og ikke solgt internationalt.

Til trods for at de fleste forbrugere ikke tilskrev Whiskey, der var blevet flasket under “glut” æraen megen værdi i deres samtid, har de henover de seneste 5 – 10 år, fået skærpet opmærksomhed. Hvoraf nogle af mærkerne ligefrem har gået hen og fået kultstatus og blive solgt til flere tusinde kroner. Grunden til overstående er selvfølgelig, som tidligere nævnt, den relativ store mængde af “ældre” Whiskey, der blev blendet i de forskellige mærker.

*De seks omtalte destillerier, der under forbudstiden havde medicinal licenses var; A. Ph. Stitzel Distillery, American Medicinal Spirits, Brown-Forman, Frankfort Distilleries, James Thompson and Brother (som blev til Glenmore Distilleries Co. i 1927), Schenley Distilleries.