Anmeldelser

Pure Kentucky XO. “12 års udgaven” – Batch 18-31

Det er år og dage siden jeg sidst krydset klinger med Kentucky Bourbon Distillers/Willett’s Pure Kentucky XO Bourbon. Af den simple årsag, at den sidste flaske jeg ejede, ikke levede op til den standard, som jeg erindrede at have oplevet fra tidligere batches og derfor havde afskrevet Pure Kentucky, som endnu et af Willett’s mærker, der havde gennemgået en kvalitetsmæssig deroute. Men det ændrede sig for et par måneder siden, da Kim fra Nyborg destilleri, kunne informere mig om, at Juul’s af uransagelige årsager, stadig havde et parti flasker af den hedengangne “12 års” udgave af Pure Kentucky på lager. Hvilket fik min medredaktør Henrik, vores svenske oversætter Linus og jeg til at købe en håndfuld flasker. For udover chancen til igen at smage et batch fra før omtalte udgave, hvordan kan man så, i disse tider med stadig stigende priser på Whiskey, samt aldersbetegnelser som fordamper fra flaskerne som dug for solen, med rette sige nej tak til en “12 års” gammel Bourbon, som er flasket ved 53,5 % til 360 Kr.? Med mindre selvfølgelig, at kvalitet ikke lever op til prisen. Hvilket vi snart vil erfare, om den gør. Men lad os, før vi kommer så langt, vanen tro- først dykke ned i historien bag Pure Kentucky Straight Bourbon Whiskey mærket.

Som flygtigt nævnt, findes der – som det også gør sig gældende med langt de fleste andre af Willett’s Whiskey mærker, indtil flere forskellige udgaver af Pure Kentucky, som kan være uhyre svære at skille fra hinanden. Af den simple årsag, at Willett på ingen måder gør sig umage for, på det rent visuelle, eller for den sags skyld informative plan, tydeligt at informere deres forbrugere om, når indholdet i deres forskellige mærker er blevet ændret.

Hvilket jeg personligt er af den opfattelse af, ikke kan tilskrives dovenskab fra Willett’s side, men en bevist kalkuleret markedsførings strategi. Der i øvrigt, ligesom det er tilfældet med dovenskab, burde føjes på listen over dødssynder.

Derudover er det værd at nævne, at det Willett vi kender i dag, indtil 2015 købte den Whiskey, der indgik i samtlige af deres mærker hos tredjepart. Samt at de indtil 2020, på nær deres eget destillat af deres Willett Family Estate Small Batch Rye, deres Willett Family Estate Small Batch Bourbon, samt deres to “nye” udgaver af Old Bardstown, vedblev med at supportere samtlige af deres andre mærker med Whiskey fra de fade, de havde opkøbt hos tredjepart.

Forvirrende? I den grad! Især når man tager i betragtning, at Willett Family Estate Rye og Bourbon samt Old Bardstown mærkerne indtil henholdsvis 2015 og 2016, også blev supporteret med nævnt Whiskey fra tredjepart. Og for at gøre forvirringen total, bliver de to første nævnte stadig, fra tid til anden, udgivet i single barrel udgaver, som er supporteret med Whiskey fra nævnte lagerbeholdning.

Men min pointe var, før jeg forvildede mig ind i de mørke afkroge af Willett’s labyrint, at da Willett i mere end 30 år har sourced deres Whiskey fra et utal af unavngivet destillerier, at deres forskellige batches, af en og samme udgave af deres Whiskey mærker, også igennem tiderne har svinget i kvalitet.

Tv. ses bag-etiketten af “12 års” udgaven af Pure Kentucky (90’erne – 2012). Th. ses NAS udgaven (2012- 2020).

Willett introducerede “12 års” udgaven af Pure Kentucky tilbage i 90’erne, som en del af deres “Small Batch Boutique Bourbon Collection” som også Rowan’s Creek, Noah’s Mill og Kentucky Vintage er en del af. Du har måske undret dig over, hvorfor jeg er vedblevet med at sætte Pure Kentucky’ aldersbetegnelse i citationstegn? Sagen er nemlig den, at Pure Kentucky mærket som sådan, aldrig har haft en egentlig aldersbetegnelse i konventionel forstand. For i modsætning til normen, hvor Whiskyens alder tydeligt er angivet med tal på front etiketten, indgår Pure Kentucky’ aldersbetegnelse nærmest som en parentes midt på bag-etikettens beskrivelse af whiskyen. Her henviser den blot til; “Aged for at least twenty years, or more, depending upon climatic season”. Men det ændrede sig i 2012, hvor nævnte alders beskrivelse forsvandt og blev erstattet med ordlyden; “Aged in selected new white oak barrels in traditional open rickhouses in the heart of the Bluegrass region until fully matured”. Med andre ord, de ældste af de fade, der indgår i det blend, der nu udgør Pure Kentucky, er ikke længere blevet lagret i mindst tolv år.

Den sidste transformation, som Pure Kentucky i skrivende stund har gennemgået, kom i 2020. Hvor den velkendte blå voks, der tidligere havde forseglet skruelåget, blev udskiftet med folie, og flaske designet ændrede sig minimalt, og fik en lidt mere svungen hals. Hvilket selvsagt er totalt ligegyldigt, men hvad der derimod er af signifikant betydning er, at sammen med det nye design, ændrede Willett Pure Kentucky’ indehold, fra deres tidligere sourced Whiskey, til deres eget destillat. Hvortil at Willett’s før omtalte mangel på transparent igen kommer ind i billedet. For i stedet for at bringe en pressemeddelelse, der annoncerede transformationen, fortsatte Willett som om intet var hændt. Rent faktisk er den eneste grund til, at jeg er i stand til at videregiv disse informationer, og at jeg som forbruger overhovedet er bevidst om Willett’s radikale ændring, at jeg har en pålidelig kilde – som pga. sit job som engros forhandler i den amerikansk Whiskey industri ønsker at forblive anonym, til at fodre mig med informationer om Willett’s gøren og laden. Ifølge min kilde, bruger Willett en mash bill bestående af 52 % majs, 38 % rug samt 10 % maltet byg til deres nye udgave af Pure Kentucky. Som er et blend imellem 5 – 7 års gammel straight Bourbon Whiskey, som har været lagret i fade med en char #4 “forkulning”. Hvilket gør at Willett’s destillat indeholder mere rug end selv Four Roses mash bill B, som ellers er notorisk kendt for sit høje indehold af rug, på hele 35 %. Men hvis man tager den yderst krydrede (*læs sort peber) smags samt duftprofil, som “12 års” udgaven af Pure Kentucky bød på, i betragtning, lyder det plausibelt, at Willett har forsøgt at genskabe denne, ved netop at tilsætte et højt indehold af rug til deres egen mash bill.

XO betegnelsen som Willett til lejligheden har banket på deres Pure Kentucky Bourbon, stammer ikke fra whiskyens verden, men fra cognacens. Hvor forkortelsen står for “extra old”, som henviser til, at den cognac, der bærer betegnelsen, minimum skal have været lagret i ti år – (6 år da Willett første gang udgav denne Bourbon, da reglen blev udvidet med fire år i 2018).

Hvis du vil vide mere om KBD/Willett, har vi tidligere bragt en fyldestgørende beskrivelse af producenten, som du kan læse her.

Pure Kentucky XO – “12 års udgaven” Batch 18-31. Flasket Ca. 2008

  • Producent: KBD/Willett
  • Destilleri: Unavngivet destilleri
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: Mindst 12 år
  • ABV: 53,5 %
  • Mash Bill: Ikke oplyst
  • Fad type: Nye forkullede egetræsfade
  • Pris: 359 kr.

Da jeg for godt og vel to måneder siden åbnede flasken, blev jeg ualmindelig skuffet. For selve smags samt duft profilen kunne mere eller mindre koges ned til to ord; Sort peber og forkullede egetræ. Hvor hele udtrykket var stram og bastant og man i den grad skulle “arbejde” med sine sanser, for at vride andre duft og smags nuancer ud af glasset. Men jeg skal lige love for at denne flaske har udviklet sig efter at være blevet åbnet. Dermed ikke sagt, at den ikke stadig byder på en meget krydret næse og en kraftig mundfornemmelse, som selvfølgelig er en smagssag, om man er til eller ej. Men Whiskyens udvikling giver heldigvis udslag i, at den ikke længere er endimensionel og lukket omkring sig selv. Dog kan det anbefales, at man giver Whiskyen en 10 minutters penge i glasset til at “ilte”, før man kaster sig over den.

Næse: Starter ud med en dominerende duft af sort peber og egetræ, som – efter “lidt” tid i glasset, fortoner sig en smule, hvorefter mørk karamel, syrlig appelsinskal, vanilje, peanuts og saltede popcorn kommer op til overfladen.

Smag: Den krydrede smag af sort peber fortsætter i selve smagen, hvor det får følgeskab af saltkaramel, kanel, lys sirup samt brun kandis, eller måske ligefrem en melasse-agtig smag, som man mest forbinder med Rom.

Eftersmag: Medium lang eftersmag med egetræ, sort te og peanuts.

Konklusion: Jeg foretrækker personligt en Bourbon med et højt indhold af rug, som er flasket ved en “høj” alkoholprocent. Da jeg elsker det krydrede, let bitre, tørre element, som et højt indehold af rug kan tilføje den “søde” Bourbon. Hvorfor “12 års” udgaven af Pure Kentucky, en del af vejen, rammer nogle af de parametre, jeg er på udkig efter i en Bourbon. Når det så er sagt, kan jeg også hurtigt komme i tanke om andre Bourbons, hvor den krydrede profil er bedre integreret og som samtidig byder på en større viskositet, samt længere eftersmag. Men jeg kan til gengæld kun komme i tanker om få, som kan prale af alt det overnævnte, som samtidig kan købes til 360 Kr.

Score: 85/100
Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Som nævnt tidligere er anmeldte Whiskey købt af undertegnede for 359 Kr. hos Juul’s. Jeg skal dog ikke kunne sige, om Juul’s stadig har “12 års” udgaven på lager, eller om det er NAS udgaven af Pure Kentucky, som man pt. kan købe. Problemet er nemlig, at langt de fleste online Whiskeyforhandlere ikke ulejliger sig med at beskrive, hvilke udgaver de har på lager. Hvilket, med alt sandsynlighed skyldes, at de ikke er klar over, at der findes mere end en udgave. Derfor kan det varmt anbefales, at man ringer og forhører sig først, før man køber.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *