Anmeldelser

Crown Royal Peach

Jeg er formodentlig ikke den eneste whiskeynørd der lider af FOMO (Fear Of Missing Out), så efter nogen tøven har jeg besluttet mig for at anmelde et af mine ”impulskøb” der udelukkende var FOMO-baseret. Og hvordan i alverden kan en ferskenwhisky så komme på min (eller nogen som helst andres) FOMO-radar?

Well …. I skrivende stund virker det nok ret besynderligt, men jeg bliver altså nødt til at give dig baggrundshistorien – ikke mindst for delvist at kunne forklare min forbigående sindssyge. Så giv mig lige en chance for at forklare:

Crown Royal ”Peach” er en del af Crown Royals ”Flavor” serie, som vi kort berørte i vores anmeldelse af deres ”Northern Harvest Rye” produkt. Det er også i den anmeldelse du kan læse mere om destilleriet. De har haft ganske god succes med deres Flavor serie og produkterne bliver groft sagt fremstillet ved at man tilsætter juice eller sirup, der er baseret på det enkelte produkt. Processen gør samtidigt, at man ryger ned på 35% ABV – og det gør dem principielt ulovlige at sælge i EU som whisky. En hurtig Google søgning afslører da også, at det kun er udvalgte specialbutikker, der har produkterne i EU. I skrivende stund består serien af Apple, Vanilla, Peach og Salted Caramel:

Peach produktet blev introduceret i 2019 til en vejl. udsalgspris omkring $20-25 + taxes og da der således er tale om et relativt billigt produkt med lav alkohol der er tilsat ferskenjuice, så er det næsten umuligt at forestille sig, at der kunne være nogen som helst form for drama i forbindelse med et sådant produkt.

Men det skulle jeg hilse og sige at der var.

Der sker nemlig– ikke mindst for Crown Royal selv – det helt uforudsigelige, at produktet opnår så stor popularitet, at næsten alle butikker melder udsolgt med det samme. Årsagen skal sandsynligvis findes i at nogle populære YouTube kanaler og andre anmeldere giver produktet utroligt gode anmeldelser og i princippet skriver, at det er en whisky som de fleste vil kunne lide – specielt dem der ikke allerede kan lide whisky. I de følgende måneder udspiller der sig tumultariske scener foran de butikker der får nye forsyninger og da der bliver udsolgt lige så hurtigt som varerne kommer på hylden, så måtte butikkerne sætte begrænsninger på hvor mange flasker man kunne købe. Situationen bliver i løbet af 2020 og 2021 mere og mere grotesk og mindede mere og mere om den problematik der var med mange at de ”normale” whiskeyprodukter som Blanton’s, Weller, m.v.: Prisen røg i vejret, folk stod i kø uden for butikkerne – og man begyndte at se flaskerne til vanvittige priser på det sorte marked. Forbrugerne var gået i selvsving og FOMO-tendenserne fik frit slag. 

Man kan jo grine og ryste på hovedet, men jeg må også bare selv konstatere, at jeg selv har ledt med lys og lygte efter en flaske siden 2019 for at finde ud af ”what the fuss was all about”. Og da jeg så endelig fandt den for nogle måneder siden til ca. 425 kroner, så slog jeg til – på trods af at alle alarmklokker omkring prisniveauet ringede på fuld styrke. For hvis jeg skal være helt ærlig, så var det tæt på utænkeligt, at jeg under normale omstændigheder ville betale mere end det halve for en whisk(e)y med frugtjuice. Så jeg blev altså selv grebet af vanviddet. Not my finest moment ….

I min research til denne anmeldelse faldt jeg over en artikel om situationen skrevet af den kendte whiskyforfatter Aaron Goldfarb – og overskriften siger vel alt:

Da jeg vågnede i morges, kom jeg på den tanke, at jeg ville lave en anmeldelse, hvor jeg drikker den neat, med en isterning – og ikke mindst i en cocktail. Jeg har (ubevidst) været lidt tilbageholdende med at dele det faktum, at jeg har givet mere end 400 kroner for en ferskenwhisky – men så tænkte jeg samtidigt også, at det ville få min medredaktør Hasses blodtryk til at stige, da han nok hellere ville sætte ild til sit hår og slukke det med en hammer, end at anmelde en whisky med frugtjuice. Da det gik op for mig, så det var jo en no-brainer at sætte sig til tasterne 🤣

Så inden vi kommer til selve anmeldelsen af whiskyen neat/on the rocks, så vil jeg kort fortælle dig om min oplevelse med Crown Royal Peach i cocktails. Efter lidt søgen valge min kone og jeg to opskrifter:

Summer Cobbler Smash (med et par ændringer i forhold til originalen)

  • 4 ½ cl Crown Royal Peach
  • 2 ¼ cl Cointreau
  • 1 ½ cl lime juice
  • 1 teske (med top) blåbær (eller anden blå) marmelade
  • Et par blåbær til pynt

Instruktion: Fyld et glas (3 dl) med knust is. Kom alle ingredienser, på nær blåbær, i en shaker med isterninger. Ryst godt i 15-20 sekunder, hæld ud over glasset med en si/strainer og pynt med blåbærrene.

Verdict: Virkelig god cocktail der ser flot ud og som overraskede os begge positivt.

Peachy Iced Tea (også med et par variationer)

  • 4 ½ cl Crown Royal Peach
  • 10-12 cl kold neural te (f.eks. Earl Grey)
  • 1 ½ cl sukkersirup (50/50 vand/sukker)

Instruktion: Fyld et glas med knust is. Kom alle ingredienser i og rør godt rundt.

Verdict: Jeg syntes den smagte rigtig godt – min kone har ikke så stor fan.

Anyway …. lad os se om kvaliteten af selve whiskyen kan retfærdiggøre ”the craze” …

Crown Royal Peach

  • Producent: Crown Royal
  • Destilleri: Crown Royal Distillery
  • Klassifikation: Whisky other, Flavored
  • Alder: Ikke oplyst
  • ABV: 35 %
  • Mash Bill: Majs, rug og byg – forholdet er ukendt.
  • Pris: Købt i marts 2022 hos https://sklep-domwhisky.pl/ for 270 PLN (ca. 425 DKK)

Duft: Meget overraskende, så er duften domineret af fersken 🤦‍♂️. Det er faktisks svært at fange andre dufte, men efter at have anstrenget mig en del, så kunne jeg fange en anelse eg (lidt mystisk). That’s it. Med is: Det hele nedtones selvfølgelig, men ferskenduften er nu blevet lidt mere syntetisk.

Smag: Well …. den smager faktisk ganske godt – og helt domineret af fersken. En anelse til den vamle side – lidt ligesom når man drikker en Bailey’s uden is der har stået i solen. Ferskensmagen er også mere syntetisk end duftindtrykket, men det er altså (ifølge producenten) rigtig ferskenjuice der er tilsat. Med is: Markant bedre – og det vamle er nu helt væk. Er dog lidt svært at vurdere om det er en sødet ferskenvodka eller en ferskenwhisky jeg drikker.

Eftersmag: OK, wow, der kom nogle krydrede noter frem, der slet ikke var der i duft og smag. Måske rug-destillated der stikker næsen frem? Med is: Ikke eksisterende.

Konklusion: Hvad skal jeg sige? Boller fra Kohberg? Det er virkelig svært at sige noget intelligent når det kommer til selve scoren – så den har jeg valgt at håndtere med en  “Uden for kategori” placering (noget som vi vistnok kun har gjort en gang før). Men lad mig slå to ting fast med det samme: 1) Ja, den smager godt – men har reelt ikke noget med whisk(e)y at gøre. Jeg vil mere sammenligne den med Tennessee Honey fra Jack Daniels end en rigtig whisk(e)y – og det er et produkt som der også er mange der kan lide. 2) Den er ikke i nærheden af 425 kroner værd – og det er (her i bakspejlet) svært at se hvordan FOMO hysteriet i USA (og altså til dels også for mig) kunne nå de højder. Efterfølgende har flere producenter meldt sig på banen og der er nu mindst 10 produkter på markedet (bl.a. Jim Beam og Evan Williams). Det skal dog siges, at du sagtens kan købe en flaske hvis du er i USA og ser den til $20 – og du vel og mærke ikke skal have andet med hjem. Det er en flaske der er sjov at have i samlingen og så tror jeg ikke jeg er færdig med at eksperimentere med cocktails, hvor Crown Royal Peach indgår i.

Score: ??/100
Kategori: Uden for kategori

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Print Friendly, PDF & Email

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.