High West. Rendezvous Rye. A Blend of Straight Rye Whiskeys – Batch 19K12
Utah baserede High West destilleri er et prima eksempel på, hvor uendeligt svær transformationen – fra i årevis at have fungeret som en såkaldt “non destilling” producent til at drive sit eget destilleri, er. For ikke at tale om den tid, som High West åbnede sine døre i. For til trods for at High West kun har eksisteret i 15 år, var det en radikal anden tid, som de Amerikanske Whiskey producenter opererede under tilbage i 2007. For på daværende tidspunkt, var det i vid udstrækning stadig muligt at købe store partier af ældre Whiskey, hos mange af de største Whiskyproducenter. Og det endda til en meget rimelig pris. Men som årene gik, og efterspørgslen på ældre Whiskey – eller rettere sagt, Amerikansk Whiskey generelt voksede eksplosivt, stoppede mange af producenterne med at sælge deres fade til tredjepart. Af den simple årsag, at de selv – da Whiskey boomet for alvor tog fart, begyndte at have svært ved at supportere deres egne Whiskey mærker. Hvilket b.la. gav udslag i, at en lang række kendte Whiskey mærker mistede deres aldersbetegnelser. Og de destillerier som b. la. MGP samt Dickel, som stadig udbød fade i store mængder til tredjepart, hævede selvsagt prisen på deres “ældre” fade.
Da High West åbnede sine døre, udbød de fire core range produkter, som alle som et, var blendet ud fra fade, de havde købt hos tredjepart. Disse fade, som havde været lagret helt op til 16 år, stammede b. la. fra Four Roses, LDI (det nuværende MGP), Barton 1792 Destillery samt en række unavngivne destillerier. Disse fire produkter var alle af en fantastisk kvalitet og i en prisklasse, hvor de fleste kunne være med.
Ni år efter at High West blev etableret, stod deres nye 3000 kvadratmeter store super destilleri færdig. Om David & Jane Perkins allerede fra starten havde planer om at etablere deres eget destilleri, kan jeg selvsagt ikke vide. Men der er ingen tvivl om, at Perkins parret, som årene skred frem, var fuldt ud beviste om den udfordring, som de stod overfor. Og kunne se, at de formodentlig ikke på sigt, kunne blive ved med at supportere deres mærker, med Whiskey fra flere af de destillerier de plejede at handle hos. Især da High West’s produkter, som årene var gået, havde vokset sig yderst populære blandt de Amerikanske forbrugere. Samt at deres mærker nu også blev eksporteret til en lang række lande uden for Amerikas grænser. Hvilket selvsagt resulterede i, at de havde brug for leverandører, der kunne levere Whiskey i samme tempo, som de kunne omsætte deres Whiskey i. Og det vel at mærke Whiskey, der havde et yderst betragtelig antal år på bagen.
Som nævnt tidligere var den Whiskey der indgik i High West’s fire core range produkter af en ret så betragtelig alder. F.eks. Indgik der i deres American Prairie Reserve 10 års gammel Bourbon fra Four Roses og i deres Rendezvous Rye – som denne anmeldelse omhandler, indgik der 16 års gammel Rye Whiskey fra Barton 1792 Distillery. Dette ændrede sig dog i 2018, hvor High West ændrede deres blend opskrifter på samtlige af deres produkter. Men mere om det lidt senere.
Men blot for at give et par eksempler på, hvor omskiftelig en verden de Amerikanske Whiskey producenter og dermed også NDP’erne lever i. Og hvor svært det derfor er, for NDP’erne at skulle sætte deres lid til andres produkter, så lad os tage et hurtigt kig på førnævnte Four Roses og Barton. Men før vi går videre, vil jeg dog gerne understrege, at jeg af naturlige årsager, ikke kan vide, hvorvidt de to nævnte destillerier selv ophørte deres “samarbejde” med High West? Eller om det var vice versa. Men hvad jeg kan, er at kigge på den årrække som High West købte deres fade i. Hvilket får mig til at konkludere, at der i førstnævnte tilfælde sandsynligvis var tale om førstnævnte.
Four Roses levede indtil Kirin i 2002 overtog destilleriet, et stille liv i skyggen af de store destillerier, og var på ingen måder et destilleri, som man i Amerika talte meget om. Af den simple årsag, at Four Roses indtil Kirin’s overtagelse, ikke producerede en eneste Straight Bourbon Whiskey til det Amerikanske marked. Derimod producerede de en blended Whiskey, som indeholdt hele 66% neutral korn alkohol, som der ikke skal megen fantasi til at gætte sig til, hvordan smagte.
Men som de fleste ved, ændrede dette sig heldigvis radikalt, som Four Roses fik bygget deres nuværende portefølje af Bourbons op. Vi ved yderlig mere, at Four Roses indtil Ca. 2013 destillerede den Whiskey der indgik i Bulleit Bourbon. Men stoppede samarbejdet da Four Roses ikke kunne følge med efterspørgslen. Da de selv havde brug for whiskeyen til deres egne produkter. Hvorfor det også virker sandsynligt, at det var Four Roses som ikke længere ønskede at sælge flere af deres fade til High West.
Hvad Barton 1792 Distillery angår, så blev de i 1993 opkøbt at virksomheden Canandaigua, der senere skiftede navn til Constellation Brands. Constellation opkøbte pudsigt nok High West i oktober 2016, men havde i 2009 skilt sig af med Barton til Sazerac. I 2015 steg ambitionsniveau hos Barton markant. Da de nye ejere trak i arbejdstøjet og rebrandet Barton fuldstændig. For derefter, hen over den næste årrække, at tilføje ikke mindre end otte nye Bourbons til deres “1792” core range serie. Hvilket utvivlsomt har påvirket, hvor mange “ældre” fade Whiskey, Barton derefter ønskede at sælge til tredjepart. For at gøre ondt værre, kollapsede et af Bartons ældre lagerbygninger i 2018, hvorved rundt regnet 18.000 tønder Whiskey gik tabt. Til trods for overstående, rangerer Barton til stadighed, blandt de Amerikanske destillerier der pt. har flest fade Whiskey i lagerbeholdning. Og er stadig notorisk kendte for at producere Whiskey til tredjepart. Men hvor længe dette vil vare ved – i disse Whiskey hungrende tider vi lever i, er ikke til at sige. Ej heller kan jeg udtale mig om, hvorfor High West ophørte deres samarbejde med Barton? Men et godt bud kunne være, at prisen på den 16 årige rye Whiskey, de tidligere havde købt, var røget kraftigt i vejret. Da markedet for netop ældre Rye aftapninger eksploderede i den årrække, grundet Willett’s succes. Men, som nævnt tidligere, var overstående også ment som et eksempel på, hvor omskiftelig en verden, som NDP’erne og de destillerier som de køber deres fade opererer i.
Hvorom alting er, så er det ikke uproblematisk at skulle sætte sin lid til andres produktion, når man gerne vil holde et stabilt prisleje samt kvalitetsniveau på sine produkter. For slet ikke at nævne, hvordan man håndterer transformationen fra NDP’er til at drive og dermed lancerer sit eget destillat til forbrugerne. Som i årevis er blevet forvænte med – i High West’s tilfælde, produkter af en tårnhøj kvalitet, til yderst favorable priser. En måde er selvsagt, at starte fra bunden, og på det nærmeste bygge sin virksomhed op på ny. Ved at lancere helt nye produkter, der udelukkende indeholder ens eget destillat.
Hvilket bestemt ikke er uproblematisk. Da man skal bruge uendeligt mange ressourcer i form af tid og ikke mindst penge, på at få forbrugerne tilbage i folden. En anden strategi, og den som High West valgte er, slet og ret at beholde sine velkendte mærker, som man så blender sine egne fade i. Hvorefter at man krydser fingre for, at forbrugerne ikke kan smage forskellen. Problemet er selvsagt bare, hvis denne strategi ikke lykkedes, at man er i overhængende fare for, at forbrugerne let kan føle sig ført bag lyset og dermed vender ens produkter ryggen.
Jeg har tidligere skrevet en dybdegående artikel om High West Destilleri og har anmeldt ikke mindre end ni forskellige udgaver af deres Whiskyer. Hvis det har din interesse, finder du artiklen samt en oversigt over anmeldte High West produkter her.
Rendezvous Rye blev indtil 2018 produceret ved at blende 6 års Straight Rye fra LDI – tidligere MGP, med en mash bill bestående af 95 % rug og 5 % bygmalt sammen med 16 års straight Rye fra Barton 1792 Distillery, bestående af 80 % rug, 10 % majs og 10 % bygmalt. Rendezvous Rye er ikke koldfiltreret og flasket ved 46 % ABV.
I 2018 ændrede High West deres opskrift og erstattede de fade fra Barton 1792 Destillery, som tidligere havde indgået i deres blends, med whiskey destilleret af High West selv. Med en mash bill bestående af 80% rug samt 20% rug malt. Desuden stoppede High West med at informere om, hvor længe de to forskellige destillater henholdsvis havde været lagret. Og overgik til, blot at skrive at deres blend indeholder Whiskyer der har været lagret i 4 – 9 år. I modsætning til de tidligere 6 – 16 år. I maj i år (2021) ramte nyheden om at Rendezvous Rye nu var overgået til at blive, en såkaldt Limited edition udgave, der ville blive udgivet en gang årligt. Uden at uddybe, var udmeldelsen fra High West blot, at man nu kunne forvente en langt større andel, af deres eget destillat i blended end tidligere. Samt at flaskens etikette havde ændret udseende, og det i øvrigt ikke til det bedre, hvis du spørger mig. Tre måneder senere, kom der en ny pressemeddelelse, som denne gang kunne informere om, at Campfire havde gennemgået den samme transformation. Hvilket gør, at High West i skrivende stund, kun har to core range produkter tilbage i deres portefølje. Nemlig deres Double Rye samt American Prairie. Set i lyset af dette, samt det forhøjede indhold af High West’s eget destillat, er det nærliggende at formode, at de sidste to core range produkter engang i den nærmeste fremtiden vil følge trop. Og High West derefter vil lancerer deres 100% egne destilleret Bourbon samt Rye Whiskyer.
Det batch af Rendezvous Rye som jeg skal til at anmelde, bærer betegnelsen 19K12, som står for år/måned/dag. Hvilket vil sige, at den blev flasket 12. november 2019. K er selvsagt det elvte bogstav i alfabetet, og derfor synonym med november måned.
High West. Rendezvous Rye. A Blend of Straight Rye Whiskeys – Batch 19K12
- Producent: High West
- Destilleri: MGP & High West
- Klassifikation: Blended Straight Rye Whiskey
- Alder: NAS (4-9 år)
- ABV: 46 %
- Mash Bill: 95 % rug & 5% bygmalt/80 % rug & 20 % rugmalt
- Batch nr. 19K12
- Pris: 699 kr.
Duft: MGP’s karakteristiske dild profil er det første jeg bliver mødt af, hvilket også gjorde sig gældende i Rendezvous Rye batches der var flasket før 2018. Men her får den desværre følgeskab af et let jordslået element og en let stikkende alkohol profil. Dette batch er desuden betydeligt mere karamel drevet en dens forgænger, og har noter af marcipan, blommer i madeira, mørkt peber, tør savsmuld samt tobak. Til trods for at næsen er knap så kompleks som sin forgængers, er den til gengæld ungdommelig levende, hvilket bestemt har sin egen charme. Dog er alkoholen ikke så integreret som man kunne ønske. Især ikke af en Rye, der trods alt kun er flasket ved 46 %
Smag: Floral med en let metallisk smag. Nærmest mineralsk i sit udtryk – ikke ulig George Dickel’s produkter, som jeg bestemt ikke er fan af, blander sig med citrusfrugter, karamel samt chokolade.
Eftersmag: Mellemlang eftersmag, som før de hele sorte peberkorn og en tør dominerende smag af muskatnød træder ind i billedet, et kort øjeblik virker sukkervands-agtig udvandet med et strejf af vanilje.
Konklusion: Jeg beskrev Rendezvous Rye Batch 14H06 fra 2014, som værende en fordybelses Whiskey og belønnede den med 92 point. Det kan jeg hurtigt afsløre, hvis du ikke allerede har gættet det, ikke kommer til at ske denne gang. Til trods for den før omtalte lettere uintegreret alkoholfornemmelse, er næsen det stærkeste led. Uagtet at den mineralske smag selvsagt er op til den enkelte, om man bryder sig om eller ej, er selve smagen samt eftersmagen endimensionel og blottet for egentlig dybde og kompleksitet.
Score: 65/100
Kategori: Under middel
Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem
Den anmeldte Whiskey er købt af undertegnede hos Whiskyeksperten for 679 Kr