Balcones

Som du måske ved, så er Kentucky den helt overskyggende stat i USA, for så vidt angår bourbonproduktion – og det estimeres, at næsten 95% af al Bourbon produceres der. Når man kigger på alle amerikanske whiskeytyper (der er 34) samlet, så er procenten naturligvis mindre – men stadig en kæmpe sammenlignet med alle andre. Tennessee er også en magtfaktor grundet Jack Daniel’s (og til dels George Dickel).

Siden det store bournbonboom for alvor satte ind for nogle år siden, så har der været en gevaldig opblomstring af destillerier på tværs af USA. Det gælder ikke mindst staten Texas, hvor destillerier som Garrison Brothers, Balcones og Ironroot Republic er i fuld gang med at sætte solide fodaftryk på den amerikanske whiskeyscene.

Betingelserne for at producere whiskey i Texas er ikke særligt gode

I løbet af lagringsprocessen i tønderne er det helt afgørende, at der er store temperaturudsving mellem vinter og sommer. Når der er disse forskelle, så bliver whiskeyen presset ind i træet om sommeren når trykket stiger inde i tønderne – og ud igen når det bliver koldt om vinteren. Man snakker om at whiskeyen på denne måde ”trækker vejret” inde i tønderne og det er den direkte årsag til, at den får den gode smag og den fine farve. I Kentucky er det enkelt, da temperaturen i gennemsnit svinger mellem nogle få frostgrader til ca. 32 grader – hvorimod der sjældent er under 10 grader i Texas – og sagtens kan være over 40 grader i perioder.

Når der bliver rigtig varmt inde i tønderne, så bliver presset enormt – og whiskeyen trænger dybt ind i træet og bliver der længe. Det gør, at whiskey lagret på denne måde hurtigere tager farve og smag. Det kunne lyde som en helt fantastisk genvej til at reducere lagringstiden, men det kræver desværre utroligt meget overvågning af processen og kvaliteten af råvarerne, da whiskeyen ellers tager al for meget smag af egetræet – og det er generelt ikke noget der er positivt.

Man skal også være over processen for så vidt angår alkoholprocenten, da den i princippet kan løbe løbsk og nærme sig 80% hvis man ikke er opmærksom. Årsagen til dette er, at vandmolekylerne er mindre end alkoholmolekylerne – og derfor har nemmere ved at slippe ud af tønden. Og når temperaturen er ekstra høj, så bliver vandet næsten sparket ud af tønderne. Når man runder 70%, så er man i virkeligheden (ufrivilligt) ved at lave en 3. destillation.

For at sikre at dette ikke sker, så har mangle af producenterne i Texas klimakontrol i deres lagerhuse – og de hælder også whiskeyen på flasker langt tidligere end i Kentucky. Heldigvis foreskriver reglerne, at man skal skrive hvor længe whiskeyen er lagret (med mindre det er mere end 4 år), så det er nemt for forbrugeren at se hvor længe en whiskey fra Texas er lagret. Der findes selvfølgelig produkter fra Texas der er mere end 4 år gamle – men de fleste er yngre.

Balcones Distilling blev grundlagt i 2008 og har til huse i byen Waco – der desværre mest er kendt for den frygtelige tragedie hvor 76 mennesker fra en religiøs sekt døde i 1993. Waco ligger midt mellem hovedstaden Austin og det gigantiske Dallas/Fort Worth område hvor der bor 7-8 millioner mennesker. Det er en ganske hyggelig by, som jeg har besøgt ved en enkelt lejlighed. Balcones begyndte at destillere i 2009 og er en såkaldt ”grain to glass” producent. Dette betyder, at de har egen kontrol over hele processen fra korntyperne vokser på marken – til whiskeyen er hældt på flaske. De bruger næsten udelukkende blå majs fra New Mexico og byg fra deres egen stat. Blå majs – og røde majs, for den sags skyld – afgiver ingen farve til whiskeyen, som er lige så klar som vand når den kommer på tønde. Præcis som alle andre whiskeytyper i hele verden. Men blå og røde majskolber er bare så utroligt flotte og fascinerende at kigge på, men det er jo en anden historie …

Givet deres størrelse (de er 20 ansatte), så har de et kæmpeudvalg på intet mindre end 15 forskellige whiskeyer – hvoraf halvdelen dog kun udkommer en gang imellem. De spænder over næsten hele paletten og tilbyder således Bourbon, Rye, Malt whiskey, Corn whiskey, m.v.

Balcones udmærker sig og skiller sig ud fra mængden af Amerikanske Whiskey producenter på en lang række punkter. Desuden har Balcones, som kun få andre såkaldte “craft distilleries” før dem, med uhyre stor succes formået at bevæge sig væk fra den klassiske vanilje, brun farin og karamel drevet smagsprofil, som især Kentucky producerede Whiskey er kendt for.

Balcones blev etableret af Whiskey verdens helt egen notoriske bad boy og super passionerede Chip Tate. Ifølge tidligere redaktør for Whiskey Advocate; Lew Bryson, havde Tate fra første færd, et radikalt anderledes syn på, hvordan Whiskey skulle destilleres, og gik da også så langt som til selv at designe samt bygge hans still/kobberkedel, samt de fade han lagrede sin Whiskey i. Yderligere destillerede han sin Whiskey på blue corn i stedet for at købe den klassiske yellow corn, fra de gængse korn grossisterne, da han mente, at blue corn bibragte whiskyen en dybere smagsprofil.

De efterfølgende fem år voksede Balcones støt i anseelse blandt Whiskey entusiasterne og salget af Balcones Blue Corn samt Texas Single Malt Whiskey mangedobledes, hvilket bevirkede, at Balcones ikke kunne følge med den store efterspørgsel. Løsningen blev, at forretningsmanden Gregory S. Allen i februar 2013 erhvervede aktiemajoritet i Balcones, ved at skyde 57,5 millioner ind i foretagendet, så Tate kunne bygge et nyt destilleri samt en ny og større still. Uden dog at ville gå i dybden med selve forløbet – for det er allerede dokumenteret i New York Times artikel; How Dreams and Money Didn’t Mix at a Texas Distillery – ledte Allen’s investering til så store stridigheder imellem ham og Tate, at aktionærerne endte med at købe Tate ud af hans eget destilleri, hvorefter de fyrede ham. Hvilket fik de Amerikanske Whiskey entusiaster til at gå amok på nettet og i sympati skabte hashtagget #nochipnobalcones.

Der er selvsagt to forklaringer på, hvad der gik galt imellem de to herrer. Læser man Tate’ udsagn, prøvede Allen lige fra starten at stjæle hans destilleri under ham. Hvorimod Allen synes at mene, at Tate gik hen og blev mistroisk, trodsig, og ligefrem voldelig, og angiveligt indirekte skulle havde truet Allen med at “put two bullets in his chest, and rather see the distillery burn to the ground, than fall into his control”. I øvrigt så var Tate notorisk kendt for altid at have en skarpladt revolver på sit kontor. Hvilket, når alt kommer til alt, nok siger mere om Texas end Tate. Efter at Balcones bestyrelse havde sat Tate på porten, udnævnte de Jared Himstedt, som siden 2008 havde arbejdet under Tate, som ny master distiller.

Chip Tate har sidenhen startet hans Tate & Company Distillery i Texas op, som ifølge deres hjemmeside, vil begynde at producere Whiskey, Rom samt andre spiritus typer i løbet af 2020.

Følgende Balcones produkter er anmeldt hos Straight Whiskey.dk:

Denne artikel er skrevet af: Henrik Brandt & Hasse Berg

Print Friendly, PDF & Email