Anmeldelser

Dusty serie: Wild Turkey 86,8 proof edition. Flasket i 1996.

Jeg har ærligt, på det seneste, negligeret at skrive anmeldelser til vores dusty serie. Af den simple årsag, at der har været så mange andre spændende flasker, som jeg har prioriteret at skrive om. For da vi jo trods alt “kun” udgiver nye anmeldelser hver fjortende dag. Hvoraf min medredaktør Henrik, med kyndig hånd svinger taktstokken over hver anden af dem. Bliver jeg nødsaget til at lave visse fravalg, for i så vid udstrækning, at give plads til at anmelde et så bredt udvalg som muligt. Hvorom alting er, så har jeg i dagens ubetydelige anledning, “været en tur i gemmerne” – som min mor på klingende Jysk ville have udtrykt det, og støvet en flaske Wild Turkey fra 90’erne af til lejligheden.

Wild Turkey er, i min lettere ramponeret bog, altid en udbredt fornøjelse at beskæftige sig med. Først fremdeles fordi at jeg er en kæmpe fan af deres produkter. Nye såvel som ældre udgaver. Dernæst kan Wild Turkey mærket som vi kender det i dag, dateres helt tilbage til 1940. Hvorfor at mærket også selvsagt, henover årene, har gennemgået en lang, og for at sige det lige ud, til tider virkelig snørklet udvikling. Hvilket på mangt og mange parametre, taler direkte til mit indre Whiskey historie buff jeg.

Da Henrik allerede på fornemmeste vis, har gennemgået selve Wild Turkey’s historie, vil jeg undlade at gengive den her. Men i stedet, komme med nedslag i mærkets historie, som har referencer til den flaske, som jeg anmelder i dag. For hvis man er en smule kyndig ud i Wild Turkey stratosfæren, så kan man som en anden Indiana Jones, dechifrere disse “ældre” Wild Turkey aftapningers labels, som et sandt skattekort af informationer.

Men før vi kommer så langt, så lad os først kigge på den flaske, som jeg i dag anmelder. Hvilket er Wild Turkey’s 86,8 proof edition. Som i dette tilfælde, er en eksport flasket til det portugisiske marked. Hvilket jeg ved, da der er tale om en 70 Cl. flaske og ikke 75 Cl. som på daværende tidspunkt var standarden i Amerika. Desuden er der påtrykt teksten; Distribuidor Exclusivo Somagnum på bagetiketten. Hvilket refererer til Pernod Ricard Portugisiske afdeling. 86,8 proof udgaven – eller 43,4 % ABV på europæisk, har oprindeligt sine rødder i en 7 års gammel udgave, med den samme alkohols procent. Det præcise årstal for, hvornår Wild Turkey introducerede 86,8 proof udgaven vides ikke med sikkerhed. Men jeg har talt med David Jennings, som er manden bag den fantastiske Wild Turkey blog; rarebird101 og som er min go to kilde, når jeg selv står med et ubesvaret spørsmål i forhold til Wild Turkey. Jennings var mig svar skyldig, men kunne dog informere om, at den ældste flaske han havde set, stammede fra 1960’erne.

Aldersbetegnelse på 86,8 proof udgaven blev droppet i 80’erne. Hvorefter Wild Turkey stoppede med at producere mærket sidst i 90’erne. Når det så er sagt, eksisterer 86,8 proof udgaven stadig, men bliver udelukkende produceret til det Australske marked.

Men lad os vende tilbage til før omtalte nedslag, som har referencer til den flaske, som jeg anmelder i dag.

Hvis vi tager et kig på flaske samt etiket designet, tænker jeg, at det er tydeligt for en hver, hvor radikal anderledes Wild Turkey’s flasker tager sig ud i dag. Men der er især fire ting, som vil springe den kyndige Wild Turkey fan i øjnene. Lad os tage dem punkt for punkt.

Old No. 8 Brand: Efter Wild Turkey 101 mistede sin 8 års aldersbetegnelse i Amerika i 1992 beslutter Wild Turkey at introducere mærket som “Old No. 8 Brand”. Hvor også 86,8 proof udgaven får betegnelsen. Det skal dog bemærkes, at Wild Turkey indtil omkring 2011, stadig producerer 8 års udgaven i Europa. I 1999 stopper Wild Turkey med at bruge betegnelsen på begge mærker.

The Wild Turkey: Ligeledes i 1999 ændrer Wild Turkey designet på deres ikoniske kalkun, fra at havde kigget direkte på forbrugerne, til nu at vende sit hoved i profil.

Fra New York til Lawrenceburg: I 1972 ændre Wild Turkey deres tidligere ordlyd: Bottled by The Austin, Nicholson Distilling Co., New York, NY til Lawrenceburg, KY. Dette sker efter at Austin, Nichols & Co. i 1971 køber J. T. S. Brown & Sons Distillery i Kentucky.

Labelens baggrundsfarve: Indtil engang sidst i 80’erne, var labelens baggrundsfarve brun og ikke gullig, som det er tilfældet på den anmeldte udgave.

Nu hvor det trods alt er en såkaldt dusty anmeldelse, er det måske værd at kigge på Wild Turkey’s såkaldte bottle codes. Da de er et yderst brugbart redskab, til at kunne datere sine Wild Turkey flasker. Og blot for at præcisere, så skal “bottle codes” ikke forveksles med de maskinaflæselige stregkoder.

Fra 1992 begyndte Wild Turkey at påtrykke/indgraverede såkaldte “bottle codes” på deres flasker, etiketter eller folie, alt efter årgang. Bag disse “bottle codes” gemmer sig informationer om, hvilken dag, måned og år den pågældende flaske blev påfyldt. For en opdateret bottle code liste, anbefaler jeg før omtalte Wild Turkey blog; rarebird101.com

Men blot for at give et eksempel på, hvordan man fortolder en Wild Turkey flaske kode, kommer her et eksempel. Og nej, det er ikke ligefrem et logisk system, som de kære folk hos Wild Turkey benytter sig af. Men jeg skal gøre mit bedste for at forklare det.

Den anmeldte flaskes kode er L-16-103, som i dette tilfælde er påtrykt folien, der forsegler flaskens korkprop. Alt efter årgang, kan flaske koden også være påtrykt bagetiketten eller indgraveret nederst i selve flasken.

Wild Turkey benyttede i årene 1992 – 1998 koder, der startede med L-1 efterfulgt af et enkelt tal, en bindestreg og en trecifrede tal kombination. Med andre ord; L-1X-XXX. Det første tal i koden, vel at mærke efter ettallet, markerer året i den føromtalte periode (1992 – 1998). Den efterfølgende trecifrede tal kombination, markerer den gældende dag i det gældende år. Så hvis vi igen tager den anmeldte flaskes kode som eksempel, så viser 6 tallet at den er flasket i 1996. Og den tre cifret tal kombination (103) viser at den er flasket på den 103 dag i 1996. Hvilet vil sige, at den er flasket den 12 April 1996.

Wild Turkey 86,8 proof edition. Flasket i 1996.

  • Producent: Wild Turkey
  • Destilleri: Wild Turkey
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS
  • ABV: 43,4 %
  • Mash Bill: 75% majs, 13% rug og 12% bygmalt
  • Flasket: 1996
  • Pris/hammerslag: 455 Kr.

Duft: Virkelig karamel og frugtdrevet med en behagelig rem af sort peber. Bagte æbler, vanilje fløde is, kardemomme og tørrede abrikos, som bliver serveret på en bastant bund af savsmuld.

Smag: I selve smagen er det stadig frugtsødmen der holder tøjlerne, hvor en klokkeklar smag af mandarin er i føre sædet. Efterfulgt af vanilje, søde majs og kanel.    

Eftersmag: Bliver en anelse mere tør i den lange eftersmag, som byder på kandiseret sukker, kanel, moderat sort peber samt en sidste rest af mandarin, som bliver betydelig mere syrlig i eftersmagen.

Konklusion: Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde min tvivl om, hvor stor en smagsoplevelse, denne aftapning med sine ydmyge 43,4 % alkohol ville byde på. Men hvor er det dog en velsignelse når ens værste fordomme, bliver gjort til skamme. For ikke nok med at næsen samt smagen, på en og samme tid er uhyre let drikkelig og nydelsesværdig. Byder begge dele samtidig på en forfinet kompleksitet, som er de færreste mærke der er flasket ved en lavere alkoholprocent forundt. Wild Turkey har siden denne flaske blev udgivet, ændret deres barrel-entry proof hele to gange. Første gang i 2004, fra 53,5% til 55 %. Hvorefter de igen ændrede den i 2006 fra 55 % til 57,5%. Og der er ikke skyggen af tvivl om, at den lave barrel-entry proof, har været medvirkende til, at denne aftapning har så meget ”saft og kraft” at byde på. Til trods for sin lave alkoholprocent.

Score: 89/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Vi vil selvfølgelig, som altid, give den anmeldte Whiskey en endelig bedømmelse ud fra vores gældende 100 point skala. Det skal dog nævnes, at vi i vores dusty anmeldelser bliver nødsaget til at bryde med vores vanlige praksis, og ikke tage udgangspunkt i flaskens vejledende udsalgspris. Da priserne på de forskellige dusty flasker, på det nærmeste, kan sammenlignes med dagspriserne på ædelmetaller, som bølger op og ned, alt efter udbud og efterspørgsel. Derudover kan man, som det er tilfældet med anmeldte flaske, være snyde heldig at finde den til spotpris. Med andre ord, der findes ikke en fast vejledende udsalgspris, hvorfor vi ikke har nogen at bedømme ud fra.

Vi har indtil videre anmeldt følgende dusty flasker her hos StraightWhiskey.dk

Den anmeldte Whiskey er købt af undertegnede hos auktionshuset Catawiki

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *