Anmeldelser

Castle & Key Kentucky Straight Bourbon Whiskey (Batch 5)

Mange af de nye amerikanske whiskeyproducenter der kommer på markedet har en tendens til at ”opfinde” en historie om at deres whiskey er baseret på en hemmelig opskrift der er over 100 år gammel, eller at det er det første destilleri der er åbnet i netop den stat siden forbudstiden, eller at det er den første whiskey i USA der er produceret med netop 57,4% majs. Opfindsomheden er stor – men man skal som forbruger være opmærksom og skeptisk når helt nye producenter kommer med disse historier.

Producenten ”Castle & Key”, som jeg anmelder i dag, er relativ ny og en som du muligvis ikke har hørt om. Man kunne derfor fristes til at tro, at de også ville vælge at komme med historier om hvordan netop deres destilleri har noget specielt over sig. De har de også gjort – men de har I DEN GRAD noget at have det i; Hvis jeg skulle pege på en (eksisterende) lokation der har haft mest betydning for den amerikanske whiskeyindustri, så ville Caste & Keys lokation være et rigtig godt bud.

Hvis jeg har vakt din nysgerrighed, så har vores redaktør Hasse Berg allerede beskrevet de historiske aspekter i dette indlæg. Og hvis du vil læse endnu mere om den person det hele drejer sig om – Colonel Edmund Haynes (E. H.) Taylor, så har jeg beskrevet ham og hans vilde indflydelse i mine anmeldelser om de produkter der er opkaldt efter ham i del 1 og del 2.

Jeg har været ret spændt på at anmelde dagens produkt, da jeg smagte en meget tidlig udgave af det tilbage i 2017. Det var året inden destilleriet åbnede døren for offentligheden – og whiskeyen var på det tidspunkt kun 18 måneder gammel. Jeg husker klart at jeg tænkte: ”Damn – hvis det her er kvaliteten efter 18 måneder, så bliver det jo helt vildt, når den runder 3-5 år.

Så .. holder kvaliteten stadig vand?

Lad os finde ud af det …

Castle & Key Kentucky Straight Bourbon Whiskey (Batch 5)

  • Producent: Castle & Key Distillery
  • Destilleri: Castle & Key  Distillery
  • Klassifikation: Straight Bourbon
  • Alder: 4 år
  • ABV: 50%
  • Mash Bill: 73% majs, 10% rug og 17% maltet byg
  • Pris: Købt i November 2022 i USA for $69,99 + taxes. Kan p.t. ikke købes i Danmark.

Duft: Jeg kan lige så godt sige det med det samme, når det kommer til duften: Der er tiden før og efter jeg delte et glas med min meget gode ven Kim Møller-Elshøj. Inden jeg gjorde det, så var der et-eller-andet i næsen jeg ikke rigtigt kunne sætte en finger på. Men det kunne Kim: Sæbespåner! Tak, Kim – men nu kan jeg næsten ikke finde andre duftnoter end netop denne 🤣. Men hvis jeg virkelig anstrenger mig, så fanger jeg også appelsinskal, en anelse nelliker, eg, hvid peber og læder. Jeg får næsten ikke de klassiske Bourbon-noter.

Smag: Sæbespånerne går (desværre) lidt igen i smagen – omend noget mere afdæmpet. Nu kommer der så lidt af den vanilje jeg havde savnet i duften og endda en anelse karamel. Der er også lidt af det amerikanerne kalder ”baking spices”, som er en kategori der inkluderer kanel, muskatnød og allehånde.

Eftersmag: Medium længde – og bliver meget tør til sidst.

Konklusion: Jeg er ikke den store fan – og jeg er måske ekstra skuffet, da jeg havde så store forventninger efter at have smagt en tidlig version der ikke var kommet på markedet endnu. De sæbespåner er bare svære at se sig ud af. Hvis den var tilgængelig i Danmark, så ville den sikkert koste omkring 599,- og i det prisleje står konkurrenterne i kø med bedre produkter til lavere priser.

Score: 70/100
Kategori: Middel

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *